Refleksion – Gør det til dit eget

“Det føles som om vi cykler gennem en tagine,” siger Scotty med reference til det ikoniske ovnfaste terracottafad med låg, som producerer vores aftensmad her i Marokko. Måske er det pga. det røde ler, som vores dæk nu skærer gennem, eller måske er det bare den brændende middagshede, der gennembløder vores trøjer med sved — sandsynligvis en kombination af begge — men Scottys sammenligning føles meget velvalgt: Jeg steger i hvert fald.

Vi pumper vores styr rundt i svingenes naturlige berms og sænker sadelpindene inden flowet gennem små dale, der tilsammen danner et naturlig pumptrack som afslutning på en episk 40 km tur, der begyndte ved daggry med en seriøs højdekilometer, inden vi ruller ind til vores hotel i Riad ved foden af de steghede Atlasbjerge. Da vi kommer ind på området og får øje på hotellets pool, er der ingen, som har tid til at skifte fra cykelshorts til badebukser. I det kølige vand går mit hoved fra tagine til isvaffel på få sekunder, og det føles perfekt.

Lige siden 2006, hvor jeg var her første gang på en bikepackingtur mellem afsidesliggende landsbyer, har de høje Atlasbjerge været mit bedste bud på et fedt cykeleventyr, der også er tilgængeligt. Marokkos spændende kultur, farverige landskaber, afslappede islamiske skikke og imødekommende indstilling gør landet attraktivt for enhver, som vil prøve noget lidt anderledes. Dertil kommer Atlasbjergenes utallige muldyrstier, der kun er en times kørsel fra Marrakech lufthavn, og muligheden for at kommunikere, bare man har et lille kendskab til fransk, og resultatet er en lettilgængelig cykeldestination. Det er både nemt at komme dertil og nemt at gå til det.

Nu er jeg tilbage igen, men denne gang har jeg medbragt fire andre Pro Bike Gear-ryttere — Scotty Laughland, Monika Buchi, Stefan Garlicki og Sharjah Jonsson — som alle er novicer i Marokko, men spændte på at opleve landet, og som hver især har deres unikke færdigheder, der kan komme til anvendelse i det imponerende landskab. Det er måske min femte gang i Marokko, men gennem deres cykling og friske tilgang håber jeg, at mine egne øjne vil blive åbnet for endnu mere af alt det, som dette fantastiske land har at byde på. Jeg behøver ikke at vente længe.

Vi møder min gamle ven, den lokale MTB-guide Lahce, på en café på klipperne højt oppe på et bjergpas med udsigt over den søvnige landsby Imlil. Lige syd for os knejser det 4167 meter høje bjerg Toubkal, det højeste i Marokko, råt og brutalt mod himlen. Vi drikker sød myntete og snakker om gamle dage og hører, hvordan turismen, som var landsbyens livsnerve, i de sidste to år har været sat på stand-by af pandemien. Og så er vi tilbage på vores cykler, fyldt op med sukker og en urolig gruppeenergi, og kaster os ud på et løst, klirrende, snoet spor, der skærer frem og tilbage gennem en skyggefuld skov af fyrretræer. Jeg kører bagerst, og gennem støvskyen fra ti dæk foran mig kan jeg skimte silhuetterne af ryttere, der skærer linjer ind i snævre sving og laver whips over klippeblokke — linjer og former, som jeg aldrig ville have tænkt på til en marokkansk nedkørsel.

Vi kommer flyvende ud fra sporet fem hundrede meter længere nede, lutter store smil og high-fives, i en stemning af spænding og refleksion. Det spor, vi lige har kørt på, er en gammel mulddyrsti til bjergpasset. Stien er formet af massevis af trampende hove hver dag og er så langt fra en bikepark, som man kan komme. Og at dømme efter den elektriske stemning i gruppen, var det en mere end sjov nedkørsel. Men hvad nu hvis vi rensede den en lille smule — måske gav de mest trælse sving lidt mere flow? Lahcen er enig. “Mulddyr og stormvejr slider på stierne”, siger han. Han lever af stier som denne, og han er mere end klar til at arbejde på dem. En bedre cykeloplevelse betyder trods alt flere glade cykelturister.

Vi vender tilbage til sporet tidligt næste morgen sammen med Lahcen og hans kolleger Mohamed og Houssain, bevæbnet med forskelligt værktøj og klar til at svede. Støvet skjuler himlen, mens vores lille hær af mountainbikere river og skovler og fjerner klippestykker fra flowlinjerne, indtil sporets sande potentiale kommer frem. I løbet af dagen debatter vi måder at cykle og vælge linjer på, diskuterer grænsen mellem sporbygning og overdreven rensning og ikke mindst de finere forskelle mellem sukkerholdig og usødet myntete.

I løbet af de følgende dage deler vi flere skønne ture og oplevelser, mens Lahcen fører os længere væk fra Imlil. Til sidst kan jeg se de mange forskellige indtryk, som Marokko har gjort, afspejlet i de andre rytteres ansigter; en afslappet glæde ved at vove sig ud i det ukendte og blive rigeligt belønnet — fra at vågne op til kaldet til bøn hver morgen og bære cyklerne op af bakker for at nå vilde, fjerntliggende spor, og fra at arbejde med river og skovle på en marokkansk bjergskråning til at opleve vores værters varme gæstfrihed, når de inviterede os ind i deres hjem til familiemiddage, hvor vi i øvrigt fik den bedste tagine, jeg nogensinde har smagt.